Sådan bedømmer vi

Hver udbyder på fag-forening.dk får en karakter fra 0 til 5. Den bygger udelukkende på brugernes egne anmeldelser og regnes ud efter en fast formel. Vi rører den ikke selv.

Sådan beregnes karakteren

Karakteren er et vægtet gennemsnit af to tal: udbyderens score på Trustpilot og scoren på Google, hvor vi bruger hovedkontorets profil. Trustpilot tæller dobbelt.

(2 × Trustpilot + 1 × Google) / 3

Resultatet afrundes til én decimal.

Hvorfor vejer Trustpilot dobbelt? Fordi de to kilder ikke måler det samme. Trustpilot samler anmeldelser af udbyderen som helhed, på tværs af hele landet. Google-anmeldelser hænger på ét fysisk kontor. Der er typisk færre af dem, og en enkelt dårlig oplevelse i skranken kan trække scoren langt ned.

Google er stadig med, for de fanger noget, Trustpilot ikke gør. De tæller bare mindre.

Har en udbyder ingen brugbar Google-profil, altså under 25 anmeldelser, regner vi karakteren på Trustpilot alene. Det er tilfældet for alle 9 udbydere lige nu, så karaktererne på siden er i dag rene Trustpilot-scorer.

Trustpilot-scoren, antallet af anmeldelser og datoen for vores aflæsning står på hver anmeldelsesside, så du kan efterregne karakteren selv.

Hvad vi selv undersøger

Karakteren fortæller om tilfredsheden. Resten skriver vi frem i selve anmeldelsen.

Vi ser på prisen, altså hvad du betaler i kroner om måneden mod hvad du får. Vi ser på rådgivningen, på tilgængeligheden i form af kontorer, telefon og digitale løsninger, og på medlemsgoderne. Det står som beskrivende tekst. Vi giver ingen point for det, og karakteren blander vi ikke sammen med vores gennemgang.

Derfor kan du stole på os

Vi lever af siden, og det siger vi ligeud. Når du melder dig ind hos en udbyder via et af vores links, tjener vi en kommission. Derfor er de links markeret “Reklamelink”.

Men karakteren kan vi ikke skrue på. Den kommer fra Trustpilot og Google, og vi kan hverken flytte et komma eller favorisere dem, der betaler os.

HK og 3F tjener vi ingenting på. De er med i sammenligningen alligevel, fordi billedet skal være fuldstændigt.

Alle priser tjekker vi mod udbydernes egne prissider, og datoen står i anmeldelsen. Finder du en fejl, så skriv til hej@fag-forening.dk, så retter vi den.

Det skal du selv huske

To ting er værd at have med. Dagpengesatsen er den samme i alle a-kasser, uanset karakter, for den fastsætter staten. Og en anmeldelses-score måler mest, hvordan servicen opleves. Den siger ikke meget om, hvor god overenskomsten bag er. Karakteren er et godt sted at starte, men tjek altid, om udbyderen passer til dit fag.